x

Shania Twain får sit eget tv-show

Shania Twain får sit eget tv-show

Når OWN: The Oprah Winfrey Network går i luften til januar, vil et af de første programmer, stationen selv producerer, være countrysangerinden Shania Twains eget reality-show, "Why Not? With Shania Twain".

Sangerinden debuterede som tv-personlighed i januar, da hun optrådte som gæstedommer i American Idol, og den præstation har altså imponeret den populære Oprah Winfrey i den grad, at hun nu giver Twain hendes eget show.

Episoderne kommer til at vare en time stykket, og serien vil omhandle Shanias vej tilbage til toppen. Hun har i nogen tid været ude af rampelyset, efter hun i 2008 lod sig skille fra producer Mutt Lange. Dengang udtalte hun, at hendes hjerte var knust, og hun havde brug for noget fred og ro, så hun kunne komme ovenpå igen. Samtidig håbede hun at kunne vende tilbage, stærkere end nogensinde.

Den 44-årige sangerinde har ingen fastlagte planer om en pladeudgivelse, men hun skrev på sin blog i februar, at hun var godt i gang med at skrive nye sange. Dengang opholdt hun sig i det solbeskinnede Caribien .

"Det solrige vejr bringer mig ind i den skrivende modus. Mange af sangene fra 'The Woman In Me' og 'Come On Over' er skrevet i troperne, så det er et godt sted for mig at opholde mig, når jeg skal være kreativ," fastslog hun dengang.

"Why Not? With Shania Twain" har premiere primo 2011, og planen er også, at hun atter skal figurere som gæstedommer ved American Idol. Sangerindens seneste album er "Up!" fra 2002.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA