Nyhed

John Mayer-koncert i intime rammer

Efter KB Hallen og Forum nu Vega, 3. maj. Billetsalget netop startet på Billetmaskinen, TDC-butikker og Sex Beat Records

Den amerikanske sanger og sangskriver John Mayer er ved at blive en hyppig gæst på de danske scener. Sidst, han var i landet, 3. december, spillede han i KB Hallen, 2. maj kan han opleves som opvarmning for Sting i et allerede udsolgt Forum, og dagen efter, altså 3. maj, giver han så endnu en koncert. Denne gang i mere intime rammer, nemlig Store Vega i København, og den slags plejer jo yderst sjældent at lægge en dæmper på koncertoplevelsen.

Billetsalget er netop startet på Billetmaskinen, i TDC-butikkerne og i Sex Beat Records i København.

John Mayer debuterede i 2001 med albummet "Room For Squares", der byder på melodisk singer-songwriter-pop-rock, og sidste år kom opfølgeren "Heavier Things". Mayer har længe været et stort navn i USA, hvor debuten har solgt over 3,6 mill. eks., og den vakte også pæn interesse herhjemme og gav ham radiohits som "No Such Thing" og "Your Body Is A Wonderland". Toeren har konsolideret succesen både i og uden for hjemlandet, og i Danmark har singlerne "Bigger Than My Body" og senest "Clarity" også fået en del spilletid.



ANNONCE