Nyhed

John Mayer svarer tilbage på TikTok-parodi – indspiller egen version

GAFFA.dk – alt om musik

Nummeret omhandler blandt andet sangerens kærlighed til hotdogs

For nylig gik en video fra TikTok-brugeren Vincent Haney viralt, hvori Haney parodierer John Mayers musik. John Mayer kunne dog tydeligvis se humoren i sangen, og nu har den amerikanske musiker således indspillet sin egen udgave af det skøre indslag.

I en TikTok-video fra Mayer selv ser vi således sangeren i studiet, mens han arbejder med sin version af nummeret.

”Træd til side, mit barn,” skriver Mayer som kommentar.

Det var nok ikke lige det, som Haney, der går under brugernavnet @johnmayerlover3000, havde regnet med skulle ske, da han først delte sin videoparodi.

Artiklen fortsætter under opslaget

@johnmayer #stitch with @johnmayerlover3000 ♬ original sound - johnmayer

”Hotdogs er min yndlingsmad, de får mig virkelig i stødet,” lyder det blandt andet i teksten til det, der begyndte som en joke, men som nu er ved at udvikle sig til et egentligt John Mayer-nummer.

Sangeren udgav sit debutalbum, Room for Squares, i 2001 og siden er det blevet til syv yderligere studiealbums. Tidligere på året udkom pladen Sob Rock, som blev modtaget med fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder.

I 2019 bragte GAFFA desuden en artikel, hvori den filosofistuderende Lucas Harder Anderschou kom omkring, hvad der er så fascinerende ved Mayers musik.

LÆS OGSÅ: John Mayer skabte magi – og ikke kun for guitar-aficionados

ANNONCE