Nyhed

D-A-D, Thomas Helmig og Jokeren til Grøn Koncert

Årets program til Grøn Koncert offentliggjort. Rocken er repræsenteret af D-A-D, Big Fat Snake, Thomas Helmig, Tue West og Tina Dickow, mens Jokeren og Nik & Jay er repræsentanter på hiphop-fronten.

Billede: Casper Helmer

Til et pressemøde kl. 13 i Lille Vega blev navnene til årets Grøn Koncert offentliggjort. Programmet, der udelukkende består af danske kunstnere, blev præsenteret af Jacob Haugaard, iklædt Sergeant Pepper-uniform.

Årets program består af Big Fat Snake, rockerne i D-A-D og albumaktuelle Thomas Helmig. Den nye popgeneration er repræsenteret af hiphop-duoen Nik & Jay, der udsendte deres andet album "2" i går, mandag d. 26. april.


På Grøn Spot-scenen, der er præsenteret af Banjos Likørstue, spiller anmelderroste Tue West, sangerinden Tina Dickow og Danmarks ukronede stodderkonge Jokeren, der vandt en DMA for sit soloalbum "Alpha" Han, der udkom i oktober.

GAFFA.dk fangede Nik & Jay for at høre om deres optræden på Grøn Koncert.
– Det er sjovt at skulle spille med de store, gamle legender, som man kender så godt. Men samtidig er vi glade for, at der kan komme en act som os med. Det er en sjov måde at fornye Grøn Koncert på, siger Jay.

– Det er et spændende program. Tue West er sjov. Lidt mere nasal end os. Thomas Helmig er rock’n’roll på sin egen måde. Og D-A-D er cool, jeg har hørt dem i mange år efterhånden. Det er mange af de gutter, der fyrer den mest af i Danmark. Vi har selvfølgelig den ydmyghed, der skal til, for det er nogle rimeligt cementerede navne. Men vi regner også med, at de har ørerene åbne for os, for vi er næste generation, der kommer og smadrer hele lortet, fortsætter Nik, der også kan løfte sløret for, at duoen optræder med et stort show med rigtige musikere, tårne og "mere lir".


D-A-D har spillet flere gange på Grøn Koncert, og Jacob Binzer er også begejstret for årets program.
– Det er ikke noget man tager let på, for der er rigtigt mange mennesker der kommer på Grøn Koncert. Og hvis ikke man kan klare den, kan man lige så godt lade være. Lige nu er vi i studiet, men ellers kommer vi til at forberede os en hel del, så der kommer lidt øjen-godis.

Hvad synes du om de andre navne på programmet?
– Vi kender dem alle sammen på plade. Nu bliver det spændende at se, om de kan trykke den af live. Det er i virkeligheden der, man skiller fårene fra snotten. Jeg glæder mig også til at se Nik & Jay. Mine børn har deres album, så jeg kender absolut numrene…

Læs mere om Grøn Koncert på http://www.groenkoncert.dk


ANNONCE