x

Oh No Ono går på scenen med Bear In Heaven

Oh No Ono går på scenen med Bear In Heaven

De fire Brooklyn-gutter fra Bear In Heaven har endnu ikke udgivet noget i Danmark, men det er alligevel lykkedes dem at spille to vellykkede koncerter i landet på en bølge af hype fra amerikanske blogs og Pitchfork.com.

Nu vender det genreblandende band tilbage med en særlig koncert, hvor deres venner fra Oh No Ono medvirker. Den 10. august går de to bands på scenen i Lille Vega med "en frydefuld kombination af Bear In Heavens eget set, nogle af Oh No Onos egne numre, og begge bands sammen i en endnu hemmelig fremførelse," ifølge pressemeddelelsen.

Da Bear In Heaven talte med GAFFA i april, var det ingen hemmelighed, at Oh No Ono var et af gruppens favoritbands. "Eggs", Oh No Onos andet album, fik endda prædikatet "mindblowing" fra Bear In Heavens frontmand, Jon Philpot. De to bands lærte hinanden at kende en aften i januar, hvor de begge spillede på New Yorker-klubben The Mercury Lounge. Siden har Oh No Ono lavet et remix af Bear In Heavens "Lovesick Teenagers."

Begge bands har turneret flittigt på det sidste, og deres fælleskoncert til august bliver ikke eneste gang, du kan se dem her i landet i den nærmeste fremtid. Oh No Ono skal nemlig spille i Odense den 25. juni og med The Broken Beats på Tivoli Friheden i Århus den 23. juli. Bear In Heaven dukker også op på Musikcaféen i Århus den 13. august.

Som opvarmning til fælleskoncerten den 10. august spiller Treefight For Sunlight, der også har et lille link til Oh No Ono. Deres pladeselskab, Tambourhinoceros, ejes og drives nemlig af Aske Zidore og Kristoffer Rom fra det aalborgensiske band. Sidste uge var deres single "Facing The Sun" Ugens Uundgåelige på P3, og senere på året skulle deres debutalbum gerne være ude.

Oh No Ono, Bear In Heaven og Treefight For Sunlight spiller på Lille Vega den 10. august, og billetter kan fås via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA