Nyhed

Bremen overtager forliste Pumpehus-koncerter

Det nye musik og comedyteater har overtaget tre koncerter fra det konkursramte spillested

I kølvandet på Pumpehusets konkursbegæring, reddes flere og flere arrangementer ved at blive flyttet til andre spillesteder. Nu har det nye musik- og comedyteater Bremen også meldt sig til at overtage nogle af de forliste Pumpehus-arrangementer.

Det drejer sig om koncerterne med Nikolaj Nørlund, N*GrandJean og Ibrahim Electric, der alle skulle have optrådt i Pumpehuset, men nu kan opleves i Bremen i stedet for.

Bremen, der tidligere hed Privatteatret, er Københavns nye teater til musik og comedy og blev etableret i februar 2010 af danske komikere som Casper Christensen, Niels Hausgaard, Frank Hvam og Simon Kvamm. I foråret har teatret blandt andet dannet rammen om Casper Christensens TV-shows "Live Fra Bremen" og "Aloha", som har været sendt på TV2.


Egentlig skulle Bremen i Nyropsgade være lukket for sommerferie nu. Men da nyheden om Pumpehusets konkurs i tirsdags nåede Bremens daglige leder, Kristoffer Carr-Saunders, blev ferien sat på standby. Lederen udtaler i en pressemeddelelse:

"Bremen er jo ikke en del af hverken det kommunale eller statslige spillestedssystem, og det giver os måske en fleksibilitet, som de andre ikke har. Pumpehusets konkurs er et stort problem for kultur-København. Men her og nu er udfordringen, at redde situationen for det billetkøbende publikum, som helt uden skyld er blevet sorteper i Pumpehusets konkurs, og give en hånd til de kunstnere, som gerne vil spille. Derfor har vi inddraget en uge af vores sommerferie og overtaget Pumpehusets koncerter med Nikolaj Nørlund (billedet), N*GrandJean og Ibrahim Electric. Det gør samtidig Bremen til en aktiv spiller under Copenhagen Jazzfestival. Det glæder vi os til, og vi ser frem til at byde et publikum velkommen, som måske ikke har oplevet vores sted endnu". 

I forbindelse med Pumpehusets konkurs, er alle indtægter fastfrosset i boet. Det betyder, at de billetter, der er solgt i forsalg til de tre koncerter i Pumpehuset, i realiteten er værdiløse. Bremen har imidlertid besluttet at give de uheldige billetkøbere fuld valuta for pengene:


"Det kan ikke være rigtigt, at de allermest entusiastiske publikummer, som har købt billetter på forhånd, straffes i sådanne ulykkelige situationer. Så vi har besluttet at alle, der har købt billetter til koncerterne med de tre navne i Pumpehuset, kan bruge deres billetter til koncerterne i Bremen," fortæller Kristoffer Carr-Saunders.

De tre koncerter, der vil finde sted på Bremen er: Nikolaj Nørlund den 6. juli, N*GrandJean den 8. juli og Ibrahim Electric den 9. juli. De resterende billetter til hvert af de tre shows bliver solgt via Billetlugen.dk.

ANNONCE