Nyhed

Manden der opdagede Jean Michel Jarre er død

Francis Dreyfus, grundlæggeren af det store franske indie-selskab Disques Dreyfus, er død, 70 år

Francis Dreyfus, manden bag det store franske independent-pladeselskab Disques Dreyfus, er død på et hospital i Neuilly-sur-Seine i Paris, 70 år gammel. Disques Dreyfus, tidligere kendt som Disques Motors, blev for alvor verdenskendt, da det i midthalvfjerdserne valgte at tro på en ung Jean Michel Jarre, der stod for at udgive sit album "Oxygene", der siden skulle blive den elektroniske musiks bedst sælgende titel. Dette blev indledningen på et mangeårigt samarbejde mellem Jarre og Dreyfus.

Francis Dreyfus arbejdede inden Jean Michel Jarre-tiden med store franske popnavne som Johnny Hallyday og Sylvie Vartan, både som producer, forlægger og pladeselskabsmand. Han dannede siden jazzpladeselskabet Dreyfus Jazz, som udgav plader med kunstnere som Marus Miller, Steve Grossman, Richard Galliano og Alan Stivell.

Francis Dreyfus er i øvrigt far til skuespillerinden Julie Dreyfus, blandt andet kendt fra Quentin Tarantinos "Kill Bill"-film.


ANNONCE