Nyhed

The Twilight Sad udsender ny ep

To nye sange og to remix udgør pladen "The Wrong Car"

Den skotske gruppe The Twilight Sad udsendte sidste år deres andet album, og to af de sange, der i første omgang blev valgt fra, dukker nu op på en ny ep-udgivelse med titlen "The Wrong Car". De to sange får følgeskab af to remix.

Efter udgivelsen af "Forget The Night Ahead" forlod bassisten Craig Orzel bandet, men de nye sange er altså skrevet, mens han stadig var en del af gruppen. Det drejer sig om ep'ens titelnummer samt "Throw Yourself In the Water Again", der udsendes sammen med nye versioner af "The Room" (Mogwai Remix) og "Reflection Of The Television" (Errors Remix), hvis originale versioner findes på gruppens seneste album.

Ep'en er dog lidt mere interessant i den digitale udgave, hvor der er inkluderet ni bonusnumre. Det drejer sig om otte akustiske sange alle fra det andet album samt et dub-remix af "Reflection Of The Television".


"The Wrong Car" ep'en udsendes til september på 12" og som download, men allerede nu kan titelnummeret høres på gruppens MySpace-side.

ANNONCE