Nyhed

Veto er i studiet og lancerer ny hjemmeside

De populære elektrorockere arbejder i disse dage på deres tredje album

På Vetos nye hjemmeside Vetonet.dk, kan man for tiden læse en besked fra forsanger Troels Abrahamsen under overskriften: "And…we're back…in the studio", hvor han skriver, at bandet er i fuld gang med indspilningerne til efterfølgeren til Crushing Digits fra 2008.

Troels skriver:

"Der har sørme godt nok været stille omkring os på det sidste, hva? Vi har faktisk nærmest været i dvale de sidste seks måneder (forklaring følger), men med oprettelsen af dette site håber vi på at kunne holde jer opdateret om det nye album, vi arbejder på. Lige nu er det kun en blog, men vi vil løbende udvide med nye features. Tiderne ændrer sig, og det samme gør vi. Vi har arbejdet på dette vores tredje album i omkring seks måneder, og der begynder at tegne sig et billede."

Troels Abrahamsen fortæller desuden, at der ikke er blevet skrevet nyt materiale i de sidste tre år, hvor bandet har turneret, og at der ikke har været tid til at hænge ud i studiet og arbejde. Han fortæller ydermere, at bandet har haft taget en bevidst beslutning om ikke at spille koncerter på det sidste, for at forebygge at køre træt i at optræde.

"Efter en relativt lang pause fra hinanden har vi booket et par uger i et studie i København. Vi havde ikke noget nyt materiale eller nogen fælles grund at stå på. Sidst vi lavede en plade, kom sangene nærmest ud af det blå, men denne gang har det vist sig at være lidt anderledes. Lige nu fokuserer vi på, hvordan det auditive landskab på pladen skal tage sig ud, og hvor vi vil tage det hen. Det er en meget spændende tid for os."

Der er således ikke noget nyt om hvornår, man kan forvente at finde Vetos tredje plade i butikkerne, men at bandet er i studiet, må siges at være godt nyt for deres fans.

ANNONCE