Nyhed

Paul Gilbert gæster Rust

Racer X- og Mr. Big-guitaristen besøger København til november

Paul Gilbert er kendt som guitarist, både som solokunstner, som medlem af grupperne Racer X og Mr. Big og for G3-turnéen fra 2007 med Joe Satriani og John Petrucci. Han er højt respekteret som en teknisk ekvilibristisk guitarist, hvor han i GuitarOne Magazine blev stemt ind som nummer 4 på en liste over "Alle tiders Top 10 bedste guitarister". Han har også opnået en plads i Guitar Worlds liste over "Alle tiders 50 hurtigste guitarister".
 
Nu indtager Paul Gilbert med band Rust i København til november, nærmere betegnet 19. november. Billetsalget er netop startet på Billetnet.

Sidste år gæstede Paul Gilbert Train i Århus som en del af Mr. Big. Dengang uddelte GAFFAs Martin Robert Nielsen fem begejstrede stjerner og skrev blandt andet følgende:

"Og Paul Gilbert skal ikke glemmes. Sidste år besøgte han Train med sit soloprojekt, men hans vanvittige arpeggio-opvisninger, hans overlegne staccato speed picking og hans drengede begejstring fungerede bedre på baggrund af nogle solide sange i bagkataloget. Sheehan/Gilbert gav først en fælles melodisk bas/guitar-opvisning med et unison-spil, som kræver mere end en sæson på aftenskole at lytte af, og derefter var der solo-lir ad libitum hver for sig. Noget, publikum både havde forventet og set frem til."


ANNONCE