Nyhed

Kylie starter verdensturné i Herning

Den australske popstjerne åbner turnéen Aphrodite – Les Folies Tour 2011 i Danmark til februar

Kylie Minogue udsendte tidligere på året sit 11. album, der bar titlen "Aphrodite", og den udgivelse følges til næste år op med en turné ved navn Aphrodite – Les Folies Tour 2011. Turnéen lægger fra land til februar, og første show afvikles såmænd i Danmark, nærmere bestemt i MCH Multiarena i Herning.

Sidst Kylie gæstede Danmark var i 2009, hvor hun på Danmarks Smukkeske Festival spillede et lidt mere nedtonet show end det, man eksempelvis kunne opleve året inden i Forum. Her var der både kostumeskift og ekstravagant scenografi til den helt store guldmedalje, og der er dermed en vis forventning om, at også de kommende koncerter vil byde på masser af visuel underholdning.

Men det er dog musikken, der er det vigtigste, og her mangler Kylie hverken materiale eller hits. Hendes seneste album har kastet singlerne "All The Lovers" og den nye single "Get Outta My Way" af sig, og sidstnævnte er såmænd produceret af danske Cutfather, og ligeledes danske Lucas Secon er medkomponist på nummeret.


Kylie Minogue åbner sin Aphrodite-turné i MCH Multiarena Herning 19. februar 2011, og billetsalget starter mandag 13. september klokken 10:00 gennem Billetlugen.dk samt i Fona-butikkerne.

ANNONCE