Nyhed

Robyn er nummer et

Den svenske sangerinde topper i denne uge hitlisten med anden del af Body Talk-trilogien

Svenske Robyn er rasende populær i disse dage, og det kommer også til udtryk med publiceringen af ugens albumhitliste, hvor albummet "Body Talk Pt. 2" indtager førstepladsen. Albummet er den midterste del af en trilogi, der afsluttes til december. Samtidig med at besidde førstepladsen rykker Robyn også op på en tiendeplads med albummet "Body Talk Pt. 1", så svenskeren sidder ganske godt på det danske plademarked i denne uge.

Albummet er dog ikke det eneste nye i top ti, hvor vi på en syvendeplads finder debutpladen fra engelske Hurts. Duoen har haft flot succes herhjemme med singlen "Wonderful Life", og nu ligger albummet "Happiness" altså også ganske godt placeret på albumhitlisten.

Der er også to nyheder i den nederste halvdel af top tyve, hvor vi på en 12. plads finder debutalbummet fra danske Signe Svendsen, og på en 19. plads ligger det seneste album fra Interpol.


Herefter skal vi i den nederste del af top fyrre for at finde ugens tre sidste nyheder, der på en 26. plads er albummet "Flamingo" fra The Killers-sangeren Brandon Flowers, på en 32. plads ligger det seneste album fra Kira og på plads nummer 37 ligger albummet "Kaleidoscope Remixed" fra Tiësto.

Se hele ugens liste hos Hitlisten.nu.

 


ANNONCE