Nyhed

Fleet Foxes gør andet album færdigt

Folk-orkesteret har netop færdigindspillet opfølgeren til det succesfulde selvbetitlede album fra 2008

Rævene fra Seattle har netop færddigjort deres andet studiealbum. Bandet har torsdag via deres Facebook-side annonceret, at de har færddiggjort indspilninger i Seattle, og nu vender blikket mod mixning og mastering af albummet i New York.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvad albummet kommer til at hedde. Men frontmand Robin Pecknold har skrevet, at de snart vil lade fans høre en eller to sange. Således fremgår det på bandets Facebook-profil:

"Nå, pladen er færdig! Vi flyver til New York i morgen for at mixe og masterere albummet, og vi vil have information om udgivelsesdatoen, og om hvornår I kan høre et eller to numre snart. Geologisk snart, men snart."


Albummet er en opfølgeren til det vellykkede selvbetitlede album fra 2008, der gav Fleet Foxes et solidt karriere-boost, ligesom det gav dem en strøm af anerkendelse fra diverse anmeldere. GAFFAs anmelder Finn P. Madsen var svært glad for udgivelsen og gav den topkarakteren seks stjerner:

"Ved bare få gennemlytninger står det klart, at Fleet Foxes hverken er hype eller smart overeksponering. Debuten er ganske enkelt fremragende. Fleet Foxes trækker dybe spor tilbage til 60'erne og 70'erne. De fantastisk flotte vokalharmonier leder tankerne på Beach Boys og Crosby, Stills, Nash and Young, som igen musikalsk blendes op med de bedste traditioner fra americana, appalachian folk, gospel og den mest henrivende drømmepop. "Sun It Rises", "Quiet Houses" og "Heard Them Stirring" er rene madrigalhymner med de mest fremragende og underspillede arrangementer med Hammond, banjo, piano og akustiske guitarfigurer."

Som sagt er det hverken offentliggjort, hvornår pladen vil blive udgivet, eller hvad den kommer til at hedde, men det bliver spændende at se, om Fleet Foxes kan leve op til de forventninger, debutalbummet utvivlsomt har skabt for bandet.


ANNONCE