x

Lovende bands slår pjalterne sammen

Lovende bands slår pjalterne sammen

Lørdag den 26. februar 2011 får Lille Vega i København besøg af fire talentfulde bands. Det drejer sig om Alcoholic Faith Mission (billedet), Among Relatives, Deer Bear og Gustav Foss.

Det er de fire orkestres bookingselskab, 3rd Tsunami, der har stablet aftenen på benene, for at bidrage til en skærpet opmærksomhed omkring dem. I pressematerialet forklarer 3rd Tsunami, at de opfatter netop disse fire bands på højde med mange af de andre bands, der i øjeblikket høster positive ord udenlands som Kellermensch, Kiss Kiss Kiss og The Rumour Said Fire med flere. Det vil de fire bands bevise med en showcase på aftenen, hvor de vil demonstrere potentialet og talentet.

Alcoholic Faith Mission har dog allerede et mindre hul igennem da de både har spillet til Iceland Airwaves, branchefestivalen CMJ i New York, ligesom de skal spille på den texanske festival South By Southwest i Austin i marts næste år. Bandet høstede positive roser for sit tredje og seneste album "Let This Be The Last Night We Care", hvor Michael Jose Gonzalez skrev:

"Alt i alt har Alcoholic Faith Mission taget et stort skridt i den rigtige retning og begået en smuk og gennemarbejdet plade, der burde sikre bandet en plads i mange seriøse musikelskeres hjerter. Godt gået!" Derudover arbejder bandet i øjeblikket på materiale til en nyt album, som GAFFAs Lennart Friberg for nylig har taget pulsen på.

Indierockbandet Among Relatives er aktuelle med debutalbummet "This Room" fra i år, ligesom den melankolske popduo Deer Bear udgiver deres debutalbum i første halvdel af 2011. Dance-rockeren Gustav Foss udgiver sin debut-ep på vinyl i februar næste år, og er derfor højaktuel når koncerten bliver afviklet.

Hør materiale fra Gustav Foss' ep, når han sammen med Deer Bear, Among Relatives og Alcoholic Faith Mission giver koncert den 26. februar 2011 på Lille Vega i København. Erhverv billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA