x

Lampshade skriver europæisk kontrakt med Glitterhouse

Lampshade skriver europæisk kontrakt med Glitterhouse

Den odenseanske kvartet Lampshade har haft pæn vind i sejlene, siden den sidste efterår udsendte debutalbummet "Because Trees Can Fly" med både eftertænksom, indadvendt og pompøs støjrock med Rebekkamarias markante ungpigerøst i front.

Lampshade har f.eks. turneret flittigt i både Skandinavien, Benelux-landene og lidt i Tyskland, albummet er udkommet på det hollandske selskab Either/Or, og som det foreløbige højdepunkt har gruppen nu skrevet kontrakt med det ansete tyske selskab Glitterhouse, kendt for især Americana-orienterede grupper som amerikanske The Walkabouts og Willard Grant Conspiracy og norske navne som Salvatore og Thomas Dybdahl. Lampshade er selskabets første danske artist.

– Vi får udgivet vores "Because..."-album i hele Europa, fra Spanien til Rusland, til november, og så skal vores næste album udsendes sammesteds om et års tid, fortæller Lampshade-bassist Johannes Dybkjær Andersson til GAFFA.dk. – Og det kan godt være, vi fortsætter samarbejdet også længere ud i fremtiden.

Johannes fortsætter: – Glitterhouse havde hørt vores album ad omveje, så de inviterede os ned til deres festival Orange Blossom hos dem i Beverungen ved Hannover. Og da vi havde spillet, ville deres A&R-chef (kunstnerisk ansvarlig, red.) absolut signe os. Og nu er aftalen så faldet på plads. I Danmark udkommer vi dog stadig på vores eget selskab Tyst, for vi kan godt lide selv at være involveret i det praktiske arbejde.

Tysk begejstring
Men hvad var det så, der fik tyskerne til at falde for danskerne? GAFFA.dk fik en snak med Glitterhouses A&R-chef Rembert Stiewe:

– En af Lampshades tyske venner sendte mig "Because..."-albummet, fordi han mente, at de måske ville passe til vores profil og i hvert fald til vores festival, fortæller Rembert Stiewe og fortsætter: – Jeg tog mig tid til at lytte til det, selvom det vælter ind med cd’er, og jeg aldrig havde hørt om bandet før. Men jeg blev dybt overrasket. Det var ikke bare "interessant", jeg blev virkelig ramt af det. Sangene, stemmen, intensiteten, og det hele syntes naturligt og ikke det mindste konstrueret. Og det ramte alle på kontoret, ikke kun mig, siger Rembert Stiewe med tydelig begejstring og fortæller videre:

– Derfor besluttede vi at hyre dem til festivalen, og her blev vi endeligt overbevist. Deres optræden var fantastisk, de fik publikum helt med, de solgte masser af merchandise, og de viste sig at være meget venlige og meget bevidste om, hvad de gør, f.eks. med deres professionelle netværk og hjemmelavede, dybt gennemarbejdede merchandise. Alt sammen noget, der betyder meget for os. Og det har stort potentiale. Til unge, der er til såkaldt alternativ rock, men også til musikelskere i alle aldre, så stærkt rammer de lytteren, slutter Rembert Stiewe entusiatisk.

Der er i øvrigt sket en enkel, ifølge bandet selv ganske udramatisk, udskiftning i gruppens lineup. Guitaristen er nu svenske Erik Nylén, og da trommeslager Daniel Löfgren også er svensker, er Lampshade nu et halv-svensk band. I denne konstellation kan man opleve bandet live i Danmark flg. steder i den kommende tid:
17/9 - Loppen, København
24/9 - Rytmeposten, Odense
25/9 - VoxHall, Århus (med Traening)

Lampshade har i øvrigt fået et vaskeægte fansite, Adorable Void, skabt af en amerikaner i Paris. Se nærmere nedenfor.

Se Lampshades fansite


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA