x

Isobel Campbell & Mark Lanegan spiller akustisk

Isobel Campbell & Mark Lanegan spiller akustisk

Isobel Campbell og Mark Lanegan har udsendt tre plader i fællesskab, hvor det seneste er albummet "Hawk", der udkom august måned. Udgivelsen følges nu op med en turné, der rammer København til februar.

Her vil der blive opsat stole i Store Vega til en aften, hvor duoen optræder med "et helt specielt akustisk set-up" forlyder det fra spillestedet. Dermed bliver koncerten altså en del anderledes end sidst de to meget forskellige sangere gæstede København.

Her var det også Store Vega, der leverede scenen til en rost koncert, hvor både de ydre og indre forskelle på de to sangskrivere blev fremhævet af GAFFAs Henrik Østergaard:

"De er virkelig et pudsigt par, de to - den skotske skønhed, Isobel Campbell, og den amerikanske ærke-rock 'n roller, Mark Lanegan. Lige så sød og uskyldig den ene ser ud med sit blonde hår, sine bedårende laksko og sin yndige, hvide folksinger-kjole, lige så ondsindet og tykhudet ser mørkemanden ved siden af ud. Og vokalerne er derefter, når Englens lyse uskyld møder Bjørnens amoralske dybder."

Det blev til fem stjerner denne aften, og nu er der så mulighed for at genopleve duoen i København, hvor de giver koncert i Store Vega 10. februar. Billetsalget til koncerten starter fredag 19. november via Billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA