Nyhed

Saint Etienne udsender julealbum

Albummet "A Glimpse Of Stocking" kommer dog kun i 3000 eksemplarer

Der har været lidt stille om engelske Saint Etienne de senere år, der dog har budt på et opsamlingsalbum fra gruppen bag hits som "He's On The Phone" og "Sylvie". Men helt væk er gruppen dog ikke, og i denne måned markerer de den kommende højtid med et julealbum.

Pladen "A Glimpse Of Stocking" indeholder otte julesange, der tidligere har været udsendt af gruppen (primært til medlemmer af gruppens fanklub) samt syv helt nye numre, hvor et af dem er en coverversion af The Doors-sangen "Wintertime Love" fra albummet "Waiting For The Sun".

Bandet har dog valgt kun at trykke 3000 eksemplarer af den kommende cd, der kan købes via bandets officielle webside. Her kan man vælge mellem en standard version, en version med et signeret julekort og så en version, hvor man får en ekstra cd med, hvor frontfigur Sarah Cracknell har tilføjet en julesang personlig dedikeret til køberen.


Der er dog ingen meldinger om, hvorvidt dette er første skridt mod en reel opfølger til bandets seneste udgivelse, "Tales From Turnpike House" fra 2005.

ANNONCE