Nyhed

Støjrocken indtager Musikcaféen

Black Rose Trick og Death Valley Sleepers giver koncert på torsdag i København

På torsdag den 16. december giver de to bands Black Rose Trick (billedet) og Death Valley Sleepers smagsprøver på deres støjrock og psykedeliske rock til koncert på Musikcaféen i København.

Black Rose Trick er en duo, der ifølge arrangørerne trækker linjer fra bands om My Bloody Valentine, Sonic Youth og Beach House. Trine Berg Arnoldus og Jacob Falk (Kandy Kolored Tangerine), der til sammen udgør Black Rose Trick, modtog fire stjerner for deres debutalbum, "Love Glove" fra i år af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez. Således skrev han:

"Albummet kræver et par gennemlytninger, før det gør det helt store væsen af sig, men så åbenbarer flere af sangene sig altså også som kradsbørstige ørehængere, man ikke sådan lige kan ryste ud af hovedet igen."


Udover Black Rose Trio giver også Death Valley Sleepers koncert. Gruppen bliver af arrangørerne beskrevet som 60'er-pop med et ekstra lag af afstemt støj og som "eskapisme og undertrykt begær kanaliseret ud i melodisk pop og psykedeliske eksperimenter, hvor den hviskende vokal og det underspillede musikalske univers kryber langsomt, men sikkert ind under huden".

Hvordan det lyder i levende live, kan du høre på torsdag den 16. december, hvor Black Rose Trick og Death Valley Sleepers giver koncert på Musikcaféen i København med The Shallow Man som support. Billetter købes i døren. Se mere på Huset i Magstrædes hjemmeside.

ANNONCE