x

Sick Puppies til Vega

Sick Puppies til Vega

Det australske rockband Sick Puppies gæster 3. april Lille Vega til deres første koncert i Danmark. Koncerten er et led i bandets verdensturne, der blev indledt 26. januar i år. I Lille Vega vil bandet blandt andet spille numre fra deres nyindspillede tredje album "Tri-Polar", der udkommer i Europa den 4. april, altså dagen efter koncerten.

Rocktrioen laver både kantet og melodiøs rock og er særlig kendt inden for wrestling- og videospilsverden, hvor deres numre ofte bliver brugt som soundtracks. Bandet har eksempelvis gjort sig bemærket med nummeret "You're Going Down", der er blevet brugt som soundtrack til filmudgaven af videospillet "Tekken" fra 2010, og som tema til wrestlingprogrammet WWE Extreme Rules.
 
Bandet udgav i 2001 deres første album "Welcome to the Real World", der vandt den australske rockkonkurrence Triple J Unearthed. Herefter flyttede bandet til Los Angeles og indspillede deres andet studiealbum "Dressed Up as Life" i samarbejde med producerteamet Rock Mafias Antonino Armato og Tim James. Dette album, som udkom i 2007, gav Sick Puppies en top 10-plads på den amerikanske Modern Rock-histliste.
 
Sick Puppies alias forsanger og guitarist Shimon Moore, bassist Emma Anzai og trommeslager Mark Goodwin lover et brag af en koncert. Emma Anzai fortæller: "Hele vores ånd samles på scenen. Når vi gør os klar til at gå på scenen, er vi som gladiatorer, der indtager arenaen."
 
Se og hør mere på Sick Puppies' MySpace-profil.

Billetsalget til koncerten begynder mandag den 7. februar klokken 10 via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA