Nyhed

Elbow til Northside

Englænderne får følgeskab af Søren Huss på den århusianske festival

Programmet til dette års udgave af Northside Festival udvides i dag med to navne, hvilket betyder at engelske Elbow og danske Søren Huss nu er at finde på plakaten. Dermed er vi oppe på syv internationale og fem danske navne til anden udgave af den århusianske festival.

Når Elbow til juni parkerer turbussen i Århus for at give en af deres sjældne danske koncerter, så sker det med et nyt album i bagagen. Bandet har netop færdiggjort deres femte album "Build A Rocket Boys!", der udkommer i begyndelsen af marts, og det skal følge op på det særdeles succesfulde album "The Seldom Seen Kid", der var bandets gennembrud.

Albummet vandt The Mercury Music Prize, der for alvor satte gang i gruppens pladesalg, og bandet har sidenhen modtaget to platinplader i hjemlandet. Herhjemme var der også masser af ros til albummet, der modtog 5 stjerner i GAFFA, ganske som gruppens tre foregående udgivelser gjorde.


De tilføjes programmet sammen med Søren Huss, der kommer til festivalen med sit første soloalbum i bagagen. Saybia-sangeren solodebuterede i oktober 2010 med albummet "Troen & Ingen", som musikpressen tog imod med en storm af fremragende anmeldelser spækket med anerkendende stjerner. Albummet, der netop har fået platinstatus, røg direkte ind som nummer et på den officielle danske albumhitliste og lå i top ti længe efter.

Elbow og Søren Huss tilføjes et program, der på den internationale side allerede indeholder Suede, Crystal Castles, White Lies, Band Of Horses, The Streets og Thomas Dybdahl, mens den hjemlige musikscene indtil videre repræsenteres af Tina Dickow, De Eneste To, The Floor Is Made Of Lava og Turboweekend.

Festivalen afvikles i Ådalen ved Århus i dagene 11.-12. juni, og forsalget til årets festival er i gang. Billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE