Nyhed

Music Management-uddannelse er en succes

Ifølge en ny beskæftigelsesundersøgelse er bacheloruddannelsen i Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium i København en succes

Over 90 procent af de dimitterende fra bacheloruddannelsen i Music Management (MM) på Rytmisk Musikkonservatorium i København har job i musikbranchen. Det viser en beskæftigelsesundersøgelse, der netop er blevet gennemført blandt de første fem årgange MM-dimittender af uddannelseskoordinator Aage Hagen.

Det er især inden for plade- og produktionsbranchen samt inden for spillesteds- og festivalområdet, de studerende får job, når de er færdiguddannet. I øvrigt i relativt vellønnede jobs. Således fortæller undersøgelsen, at halvdelen af respondenterne i 2009 tjente mere end gennemsnittet af den samlede danske befolkning.

Rytmisk Musikkonservatorium i København har siden 2002 udbudt bacheloruddannelsen, der i sin tid blev etableret, fordi branchen eksplicit efterlyste kvalificeret arbejdskraft til at løfte de nye tiders udfordringer.  


Dimittender fra MM tilegner sig en række færdigheder, som den overvejende autodidakte musikbranche tidligere har savnet. F.eks. opnår de generelle analytiske og akademiske færdigheder, som suppleres med praktiske musikbranchestudier, projektarbejde, studierejser og ikke mindst praktikophold, skriver Rytmisk Musikkonservatorium i en pressemeddelelse.

Tilfredse dimittender

En af dimittenderne, Lene Vive Kristoffersen, som er booker på Vega og færdiguddannet fra MM i 2006, fortæller:


"MM har både givet mig en stærk faglighed og et godt netværk. Både som booker på Vega og promotion manager på forskellige pladeselskaber har jeg oplevet, at jeg har haft de helt rigtige værktøjer med i bagagen. Derudover er det virkelig rart, at MM er tæt knyttet til den etablerede branche, så man allerede tidligt i forløbet føler sig som en del af den."

En anden dimittend, Rasmus Stolberg (billedet), bassist i og manager for Efterklang og leder af gruppens pladeselskab Rumraket, siger videre:

"Som manager for Efterklang og pladeselskabet Rumraket kan jeg kun give min varmeste anbefaling af MM-uddannelsen. Uddannelsen har givet mig et fagligt fundament og et netværk af ligesindede, som jeg fortsat drager stor nytte af".


På uddannelsen, som hvert år optager seks studerende, undervises der bl.a. i fag som innovation, iværksætteri, musikjura og erhvervsøkonomi. Uddannelsens fagbeskrivelser bliver løbende revideret, så de matcher musikbranchens udfordringer og forandringsprocesser. 

Jakob Sørensen, der er leder og medstifter af pladeselskabet Copenhagen Records, har i tidens løb ansat flere MM-dimittender og fortæller om uddannelsens betydning: 

"MM-uddannelsen har været utrolig vigtig i en tid med nedskæringer, og hvor nyansættelserne derfor er få. Uddannelsen har sikret et professionelt og kvalificeret flow af nye folk, nye tanker og ny energi til branchen". 


RMC har netop gennemført MM-optagelsesprøver, og en ny årgang studerende starter i september. Til juni færdiguddannes den syvende årgang dimittender.  

For god ordens skyld skal det siges, at undersøgelsen er baseret på et forholdsvis lille statistisk materiale. Undersøgelsen har kontaktet de 30 bachelorer, der er dimitteret i perioden 2005-2009. Af disse har 23 svaret, og kun 22 har svaret på alle spørgsmål.

Læs beskæftigelsesundersøgelsen her (PDF-fil, åbner i nyt vindue)


ANNONCE