Nyhed

Sleep Party People til Pop Revo

Den roste indiepop-gruppe gæster den århusianske festival sammen med blandt andre grupperne Deerhoof og Paper

Brian Batz og hans drømmende pop-projekt Sleep Party People kan se tilbage på et fremragende år med gode anmeldelser og koncerttjanser på blandt andet Roskilde Festival og på turné med Efterklang. Nu kan man opleve de knitrende melodieksperimenter og de velkendte kaninmasker på Voxhall i Århus, når gruppen tropper op til Pop Revo.

Den danske gruppe kommer i fint selskab til festivalen, der allerede nu kan præsentere de amerikanske artrockere Deerhoof, den svenske trio Paper og den canadiske violinist Owen Pallet, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med Arcade Fire.

Sleep Party People har før vist deres værd som liveorkester, hvilket GAFFAs anmelder Michael Gonzalez måtte skrive under på, da han oplevede de "alt andet end søvndyssende festkaniner" og deres femstjernede koncert på sidste års Spot Festival:


"Ensomme og iskolde klavertoner formår at fylde Ridehuset for at få selskab af de øvrige instrumenters klange. Bandet formår fra start til slut at holde i hvert fald størstedelen af de fremmødtes opmærksomhed fanget med det stærke materiale fra den selvbetitlede debut, og hvert et nummer er fornemt fremført. Der er både plads til forsigtigt legende elementer og anderledes massive udtryk, og da koncerten efter en halv time har nået sin afslutning, står man tilbage med en lyst til mere."

Sleep Party People kan høres og ses på Pop Revo Festivalen, der afvikles på Voxhall i Århus i dagene 29.-30. april. Billetter kan købes via Ebillet.

ANNONCE