Nyhed

The Darkness er gendannet

Justin Hawkins er gået sammen med resten The Darkness for at lave et nyt album

Engelske The Darkness brød i 2003 igennem med albummet "Permission To Land", men tre år senere valgte frontmanden Justin Hawkins at forlade gruppen, der derefter blev opløst. Men nu er de fire medlemmer fundet sammen igen for at give koncerter og indspille et nyt album.

Det var singlen "I Believe in a Thing Called Love", der for alvor satte The Darkness på landkortet og hjalp debutpladen ind på en førsteplads på den engelske albumhitliste. Albummet indeholdt også hits som "Get Your Hands Off My Woman" og "Growing On Me", og kun to år senere var bandet klar med albummet med den bizarre titel "One Way Ticket To Hell... and Back".

Albummet opnåede dog langt fra samme succes som debutpladen, og da Hawkins efter udgivelsen måtte en tur i behandling for stofmisbrug, blev bandet nødt til at aflyse koncerter blandt andet på Danmarks Smukkeste Festival. To måneder senere forlod han bandet og dannede kort tid efter gruppen Hot Leg.


De øvrige medlemmer droppede The Darkness og dannede i stedet Stone Gods, og begge bands nåede at udsende et album hver inden de sidste år satte projekterne i bero. Men nu forlyder det via BBC, at The Darkness har fundet sammen igen for blandt andet at spille på den engelske Download Festival.

Derudover er planen, at de fire medlemmer skal en tur i studiet i april og maj måned for at indspille album nummer tre. Til BBC siger Hawkins, at han har i al hemmelighed har skrevet nye sange sammen med broderen Dan Hawkins, og at han også har opdateret sin farvestrålende spandex-heldragt, der skal signalere, at bandet ikke vil tage den med ro denne gang, men i stedet sparke den op i et nyt gear.

The Darkness kan opleves sammen med Def Leppard, System Of A Down og Linkin Park til Download Festival i England til juni.


ANNONCE