x

Van Dyke Parks til Bremen

Van Dyke Parks til Bremen

Den 68-årige komponist, producer og sanger Van Dyke Parks spillede sidste år på Roskilde Festivals Arena-scene sammen med DR Ungdomsemsemblet. Nu kommer turen så til Bremen, hvor 600 siddepladser står klar til at modtage amerikaneren d. 21. maj.

Van Dyke Parks er især kendt for sit samarbejde med strandknægten Brian Wilson på den skæbnesvangre "Smile", som skulle være udkommet i slutningen af 60'erne, men først så dagens lys i 2004. Han har siden været inde over på indspilninger af en broget skare, som blandt andre tæller U2, Frank Zappa, Rufus Wainwright, Cher, Ry Cooder, The Everly Brothers og Scissor Sisters. 

Der var tale om et egenligt samarbejde mellem Parks og Joanna Newsom på hendes anden plade "Ys", og Parks bidrog både til Silverchairs fjerde album "Diorama" og opfølgeren "Young Modern".

Parks har desuden skrevet tre børnebøger og har medvirket i en række film. Hans seneste soloalbum, "Tokyo Rose", er fra 1989, men han har siden udgivet en liveplade og medvirket på en stribe andre udgivelser.

Billetter til koncerten i Bremen 21. maj kan købes via Billetnet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA