Nyhed

Musik i Lejet er klar til sommerens festival

Der er både etablerede og kommende debutanter på programmet, når Tisvildes egen festival afvikles til sommer

"Nøgenbadning, Love and Rock'n'Roll" er overskriften for en gratis festival ved navn Musik i Lejet, der ifølge arrangørerne er lige dele hippie- og rock'n'roll-dyder. Arrangementet løber af stablen sidst i juli i Tisvildeleje, og på plakaten er navne som WhoMadeWho og When Saints Go Machine (billedet).

Musik i Lejet præsenterer omkring tyve bands, der både repræsenterer den veletablerede del af den danske musikscene samt navne, der står over for et gennembrud. Arrangør Andreas Th. Grauengaard fortæller om programmet:

"Ud over årets hovednavne har vi gjort os umage med at finde små perler, der i vores øjne har en stor fremtid i vente og samtidig fungerer på en større open air-scene som Musik i Lejets".


Udover WhoMadeWho og When Saints Go Machine vil man kunne opleve upcoming navne som Shanghai, LeKlik og Under The Sherry Moon.

"Navne som indbyrdes er meget forskellige, men originale, skidegode og på vej mod noget stort", ifølge Andreas Th. Grauengaard.

Musik i Lejet finder sted i Tisvildes gamle fiskerleje fra den 22.-24. juli.


Læs mere om overnatningsmuligheder, programmet og øvrig information på festivalens hjemmeside og se optagelser fra sidste års koncert med Turboweekend på YouTube.

ANNONCE