Nyhed

Nik & Jay og Medina til Grøn Koncert

Så er der også kommet lidt pop på programmet for årets koncerter

Med undtagelse af Kato, så ligger de allerede offentliggjorte navne til Grøn Koncert i den rockede genre. Men det rettes der nu op på med tilføjelsen af både Medina og Nik & Jay til årets program for de otte grønne koncerter.

Medina var også med på karavanen sidste år, men ifølge en pressemeddelelse er sangerinden mere end klar til endnu en tur, der ikke bliver en gentagelse af sidste års show.

"Jeg glæder mig som et lille barn! Sidste år var mit første møde med Grøn Koncert, og det var fantastisk at være med. I får noget at se, der ikke er set i Danmark før".


Den 28-årige sangerinde har lige nu fokus på at arbejde mod et internationalt gennembrud, og det har da heller ikke skortet på anerkendelsen herhjemme. Således kunne hun sidste år inkassere hele seks priser til Danish Music Awards, to GAFFA-priser, og så er hun nomineret til yderligere tre priser til Danish DeeJay Awards.

Hun får følgeskab af to herrer, der har en del erfaring i Grøn Koncert-sammenhæng. Nik & Jay har allerede været med tre gange tidligere, og når de tager med for fjerde gang sker det efter udgivelsen af albummet "Engle Eller Dæmoner", der udkommer den 26. april. I pressemeddelelsen forlyder det, at man kan forvente sig følgende fra de to herrer:

"Dybde. Bund. Elektro. Noir. Vegas. Money. Sange fra hjertet lige i masken på dansken. Vi er jo blevet 30, så ja, det kommer man selvfølgelig til at kunne mærke live – det bliver strictly pro shit, bang!".


Dermed mangler der kun to navne til programmet for de otte koncerter, der afvikles i perioden 14.-24. juli.

ANNONCE