x

Sean Kingston i bedring efter jet-ski-ulykke

Sean Kingston i bedring efter jet-ski-ulykke

I weekenden blev den unge amerikansk-jamaicanske reggae-pop/hiphop/r&b-sanger Sean Kingston kvæstet, da han på jet-ski med en kvindelig passager ramte broen Palm Island Bridge i hjembyen Miami. Også den kvindelige passager blev kvæstet.

Sean Kingston og hans ledsager blev i første omgang reddet af en forbipassserende sejler, inden de af det lokale brandvæsen blev bragt til traumecenteret på Jackson Memorial Hospital i Miami, skriver Metro.co.uk.

Sean Kingston er siden flyttet fra traumecenteret til intensivafdelingen, hvor hans tilstand nu meldes stabil.

Sean Kingston fik et kæmpehit tilbage i 2007 med debutsinglen "Beautiful Girls", der blandt andet nåede toppen af hitlisterne i både USA og England. På det tidspunkt var Sean Kingston blot 17 år. Han har udgivet to album og arbejder nu på sit tredje og har haft hits som "Take You There", "Fire Burning", "Eenie Meenie" (med Justin Bieber) og "Letting Go (Dutty Love)" (med Nicki Minaj). Han har ligeledes gæsteoptrådt på en lang række udgivelser med blandt andre Natasha Bedingfield, Flo Rida og Sugababes.

De lokale myndigheder undersøger nu årsagerne til ulykken. Et talsmand for de lokale myndigheder, Jorge Pino, udtaler ifølge Metro.co.uk, at intet tyder på, at der skulle være alkohol indblandet.

En række stjerner har på Twitter givet udtryk for, at de beder for Sean Kingston, heriblandt Rihanna, Justin Bieber og Nicki Minaj.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA