Nyhed

Alive Festival er snart klar med det fulde program

Festivalen i Thy har netop offentliggjort det første udenlandske navn

Festivalen har netop offentliggjort de næstsidste navne til dette års festival. På den konto nævnes norske Young Dreams fra Bergen, som er festivalens første udenlandske band, og som i forbindelse med festivalen spiller deres første koncert i Danmark.  

Young Dreams er et tolv mand stort musik-kollektiv der efter deres optræden ved den norske festival by:Larm i februar er på vej mod flere skandinaviske koncerter. Det norske band har efter sigende en lyd af sfærisk, legende sommerrock, hvor nogle elementer er inspireret fra store amerikanske indie-kunstnere, som blandt andre Vampire Weekend, Grizzly Bear og Animal Collective, blandet med deres egen lyd, hvor den generelle inspiration er hentet hos Beastie Boys og Brian Wilson.  

Det danske Balkan-band Tako Lako og Roskildeaktuelle Per Vers gæster ligeledes festivalen i selskab med blandt andre DJ Static og Ayoe Angelica. Andre bands der kan nævnes, er det århusianske band The Bang Bang Brain som spiller oldschool rock 'n' roll, Skammens Vogn som har et nyt album der venter lige rundt om hjørnet og ventes frigivet til september, Wonder Rubber Stars, Kellermensch, The French Themselves Had Taken It A Few Days Before, Kalles World Tour samt en række midt- og nordjyske navne som Hunch Bettors, Get Your Gun og Among Disco Clubs Kids, som spiller melodiløs pop og vandt Alive festivals talentpris til dette års Band Contest.


Alive Festival foregår ved Plantagehuset i Thisted i Thy, og afvikles i dagene fra den 19.-20. august.

Billetter til begge dage koster 295 kr., er inklusiv mulighed for camping og kan købes her.

Programmet for Alive Festival kan ses her.


ANNONCE