Sange fra hjertet lige i masken på dansken
Til sommer er selveste Nik og Jay tilbage på Grøn Koncert og med sig i bagagen har de deres nye album Engle Eller Dæmoner, som de to med vanlig disrespekt for janteloven ikke er blege for at betegne som stadionrap. De to lover, at de vil være i intet mindre end atletisk topform, når de rammer Grøn, men betyder det, at de to herrer har rundet de 30, at de er blevet mere voksne?
– Om vi er blevet mere voksne? Ja, vi er blevet 30 år, så ja, det skal man selvfølgelig kunne mærke live! Strictly PRO shit – Bang!!
Hvilke plader skal I have med jer i tourbussen?
– Vi skal helt sikkert høre den nye Jay/'Ye-skive (Kanye West og Jay-Z's Watch The Throne, red.), Joey Moes Fuldmåne og noget The Strokes. Så er man godt dækket ind.
Det må man sige. Hvad vil I få tiden til at gå med, når I ikke spiller koncerter?
– Hits, håndvægte & Hollywood.
Kort og kontant må man sige. Kan I på samme måde beskrive, hvad der foregår, lige inden I går på scenen?
– Klart: Go' mad, dyre vaner og høj hiphop
Det skal man heller ikke kimse ad. Kommer I til at fyre den vildt af backstage, eller?
– Nej, vi går ikke i byen for tiden. De andre skal nok gøre det næsten lige så godt, som vi har gjort det de sidste 15 år!
Kan I løfte sløret en smule for, hvad man vil kunne opleve til sommerens koncerter?
– Det kan du tro: Dybde. Bund. Elektro. Noir. Vegas. Money. Sange fra hjertet lige i masken på dansken!
Har I selv gået til Grøn Koncert før i tiden?
– Jep. Jay husker, han så TV-2 en gang i Næstved, Nik var vist også på et stadion tilbage i dagen..
Tillægsspørgsmål fra Muskelsvindfonden:
Vi spiller med musklerne
Muskelsvindfonden kæmper for at skabe plads til forskelle – bare fordi man ikke har synligt store muskler, behøver man ikke at være slap!
Hvornår føler du dig stærkest?
– Nik føler sig stærkest med sin datter på armen.
Hvilken muskel vil du helst undvære? – og hvorfor?
– Jay vil helst undvære en baglårsmuskel i venstre ben, da han i forvejen ikke kan bøje sit ben.
Hvis du var en superhelt – hvad ville din styrke være?
– To be able to bend the time and space continuum like Hiro from Heroes would be sick!
Grøn Koncert finder sted i dagene 14.-24. juli over hele landet. Køb billetter via GAFFA Live.