x

Starfighters nærmer sig for tredje gang

Starfighters nærmer sig for tredje gang

Tredje omgang af Starfighters nærmer sig. Den store talentkonkurrence, hvor finalen foregår på Danmarks Smukkeste Festival, imellem ni finalister udvalgt af P3, Boogie og GAFFA. Præmien er en pladekontrakt og et budget på 250.000 kr. til at indspille et album for. Sidste års vinder, Hookah, kommer med den første single her en af dagene, og albummet er sat til foråret. Der er store forventninger til electro-pop-duoen fra Frederiksværk, der trods knas med lyden leverede en overbevisende koncert på Skanderborg sidste år.

Første års vinder, Stomped, har haft travlt med at turnere, siden de udgav deres album sidste år. Det kræver virkelig meget benarbejde at blive bemærket, når først en plade er udgivet, og dér er det selvfølgelig en stor hjælp, at flere medier har vist interesse og respekt for bandet, allerede før pladen er lavet. For det er netop forskellen på Starfighters og tv-talentkonkurrencerne: Bandet er her i forvejen! Intet bliver ændret eller stylet. De skal bare lige hjælpes til at tage det store spring, det er at lave den første plade.

Reglerne er de samme som de øvrige år: Man downloader et tilmeldingsskema, udfylder det og sender det sammen med sin demo-cd til dem, man helst vil vurderes af. Boogie, P3 og GAFFA udvælger derefter hver tre finalister der skal spille en koncert på Danmarks Smukkeste Festival. Dér vil et panel så vælge vinderne og overrække pokalen. Men for alle ni finalister er det en både værdifuld og skæg erfaring at spille på en festival, og noget, der sagtens kan sætte skub i en karriere.

Så se at få sendt de demoer; vi glæder os til at høre, hvad I kan og vil.
Første års vinder spiller heavy, anden års spiller electro-pop, så der er frit slag for genrerne. De bands, GAFFA sendte i finalen, afspejlede meget godt de navne, vi modtager til Båndsalaten, og sådan bliver det nok også i år. Danmark har simpelthen så mange gode bands, som offentligheden stadig har til gode, at finalen sagtens kan gå hen og blive en af de bedste grunde til at tage på Skanderborg.

Læs mere på Starfighters' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA