Nyhed

Alice In Chains arbejder på nyt

Veninde til grunge-bandet afslører, at bandet arbejder på nyt album

Sidste år skrev vi på GAFFA, at Alice In Chains overvejede at gå i studiet igen og indspille endnu et album.

Heart-frontkvinden, Ann Wilson, som er en ven af bandet, har netop fortalt Ultimate Classic Rock, at hun besøgte dem i studiet, hvor de var ved at arbejde på opfølgeren til comeback-albummet Black Gives Way To Blue fra 2009, som var det første uden frontmanden Layne Staley, der døde i 2002 af en overdosis.

"Jeg besøgte dem i studiet, hvor de arbejede på nyt materiale- som lyder fantastisk. Men på den andenside... hvordan kan Jerry (Cantrell, guitarist og sanger, red.) ikke lyde fantastisk? Det mener jeg virkelig. Bandet er et monster".


Tilbage i 1992 arbejdede Wilson sammen med bandet og var med på deres Sap-ep. Om det samarbejde fortæller hun:

"Altså, det hele startede med at bandet og jeg egentlig bare hang ud sammen. Vi mødte alle op til hinandens koncerter i Seattle, hvorefter vi ofte tog hjem til mig inde i byen. Sådan begyndte vi at hænge ud, og jeg lærte Alice-drengene at kende. Specielt Jerry til at starte med (...) Og kort tid efter, var de ved at indspille en sang, hvor de skulle bruge en kvinde der kunne synge høje toner - men ikke hvem som helst. De spurgte mig, og samarbejdet var virkelig sjovt. Det var som at overskride en tabu-grænse, du ved, fordi vi blev anset for at være et 80'er band, men det var vi ikke. Vi var i virkeligheden bare et band".

Tidligere på året blev den tidligere bassist i Alice In Chains, Mike Starr, fundet død i sit hjem i Salt Lake City. Han blev 44 år gammel. Det lokale politi kunne hurtigt konstatere, at der ikke havde været tale om en forbrydelse. Det antages, at hans død er narko-relateret.


ANNONCE