Nyhed

Liam og Noel beskylder hinanden for at lyve

I nye interviews beskylder de tidligere Oasis-medlemmer gensidigt hinanden for at tale usandt

Siden Noel Gallagher forlod bandet Oasis i 2009, har der været kold luft mellem de to brødre Noel og Liam. For nylig beskyldte Noel så i NME Liam for at være "den fødte løgner", efter at denne havde beskyldt Noel for at have tilbageholdt to Oasis-sange til sit kommende soloalbum. Og nu svarer Liam (billedet) så igen til MTV:

"Jeg ved, at han lyver. Noel blev ikke mobbet ud af bandet. Og alligevel skriver han: uh, jeg blev mobbet ud af Oasis af medlemmerne og vores management og så videre. Og to år senere var de folk, han havde beskyldt for at have mobbet ham, og de folk, der ikke lyttede til hans lille ynkelige historie, hjemme hos ham for at drikke te (...) Jeg er bare skuffet over ham og hans fans. Jeg kan have mine dårlige dage, men Noel kan være en lille bitch, når han folder sig ud".

For nylig udtalte Noel følgende omkring førstesinglen "The Death Of You And Me" fra sit soloprojekt:


"Betydningen bag singlen er, at hvis du aldrig forlader et sted, vil det ende med at slå dig ihjel. Den handler om folk, der flygter fra deres vante omgivelser, og altså ikke om Liam og mig".

Og han har senere tilføjet:

"Alt, hvad min bror siger er løgn".


Noel Gallaghers førstesingle fra solo-debutalbummet "Noel Gallagher's High Flying Birds" frigives den 21. august. Albummet sendes på gaden den 27. september.

Liam Gallagher udgav i februar debutalbummet "Different Gear, Stlll Speeding" med sit nye band Beady Eye, som han efter Noel Gallaghers udtræden af Oasis dannede sammen med de tre tidligere Oasis-medlemmer Gem Archer, Andy Bell og Chris Sharrock.

ANNONCE