x

Shonen Knife gæster Loppen

Shonen Knife gæster Loppen

Det japanske pige-punk-band Shonen Knife blev dannet tilbage i 1981, med inspiration hentet hos 60'ernes pigebands, pop, rock og punk, og grupper som The Beach Boys og Ramones.

Trioen, som består af Naoko Yamano, Ritsuko Taneda og Emi Morimoto, har i løbet af sin eksistens udsendt en længere række udgivelser, første gang i 1982 og senest i år, hvor de har 30 års jubilæum, som er blevet fejret med udgivelsen af det 15. album "Free Time".

Den afdøde Kurt Cobain fra det hedengangne rockband Nirvana har engang udtalt: "Da jeg endelig fik set dem, blev jeg forvandlet til en hysterisk niårig teeangepige til en Beatles-koncert."

Aftenens support byder på dansk musik, som vil blive leveret af The Chop Chop Family. Deres lyd er hypermelodisk indie-pop og teksterne handler om kundeservice, Morrissey, Lassie og Dollars.

Nogle husker måske The Chop Chop Family for deres falske historie om, at de deltog i det franske melodi grand prix og gik derfra som vindere.

Det var i Ekstra Bladet, at man kunne læse en artikel om, at det danske band havde vundet det franske Melodi Grand Prix. Gruppen havde selv lavet en video, hvor de foregav at deltage i konkurrencen, men det hele var et mediestunt.

Røren omkring The Chop Chop Familys falske sejr sikrede gruppen nok opmærksomhed til, at de i maj måned kunne udgive deres første single "Les Pommes Fausaint Roulie Roula" via City Attack Records.

Koncerten med Shonen Knife + support: The Chop Chop Family finder sted på Loppen på Christiania i København den 6. september.

Du kan finde mere information om koncerten på Loppens hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA