Nyhed

Carlsberg inviterer til gratis fest

Bryggeriets grundlægger fylder 200 år, hvilket blandt andet fejres med gratis koncerter med D-A-D, Suspekt og Tina Dickow

Den 2. september ville Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen, være fyldt 200 år, og derfor inviterer Carlsberg til gratis fest lørdag den 3. september.

Festen bliver afviklet under overskriften "200 år og stadig inspirerende", og festens elementer vil blandt andet bestå af tv-aktuelle navne som Jonathan Spang, Martin & Ketil samt Chapper og en række eventområder, hvor bryggeriet blandt andet giver smagsprøver på udvalgte nye produkter.

Tina Dickow åbner scenen og serverer koncert klokken 16, hvorefter hun afløses af Suspekt og D-A-D, så der er lidt for enhver musikalsk smag.


Carlsberg Groups eventdirektør Lone Johnsen siger i en pressemeddelelse:

"Den 3. september skal blive en dag for hele familien, som byder på højdepunkter for gæster i alle aldre. For de mindste kunne det være chancen for at opleve Martin og Ketil live. For de lidt ældre står en gratiskoncert med Tina Dickow, Suspekt eller D-A-D nok lidt højere på ønskelisten", siger hun og lover flere overraskelser på dagen, hvor Carlsberg blandt andet trækker på sit produktsortiment og aktiverer nogle af de sponsorarter, bryggeriet har.

Du kan finde mere information om arrangementet via Carlsbergs hjemmeside.


 

ANNONCE