Nyhed

Søren Huss skriver musik til Shakespeare-teaterstykke

Huss medvirker også i ”Som Man Behager”

Den 8. september får Shakespeare-forestillingen "Som Man Behager" premiere på Odense Teater. Forestillingen er instrueret af Jens August Wille, der tidligere også har instrueret Shakespeare-komedien "Trold Kan Tæmmes".

Når opsætningen af et Shakespeare-stykke er interessant i GAFFA-sammenhæng, er det fordi ingen ringere end Søren Huss har skrevet musik til forestillingen. Huss har både sat musik til nogle af Shakespeares oprindelige tekster, og han har også skrevet det helt nye nummer "Forår". En sang, Huss ifølge pressechef for Odense Teater, Morten Kjærgaard, er så glad for, at han regner med, at den skal med på sit næste solo-album.

Om selve forestillingen skriver Kjærgaard:


"Det emmer af erotik og blussende forelskelser i denne glade eventyrkomedie af Shakespeare, hvor fordrevne adelsmænd og hyrder møder unge adelsdamer forklædt som mænd. I midten af det hele står den unge hertugdatter Rosalinde og den elskelige helt Orlando. Ét blik og de er stormende forelskede. Men før de når at erklære hinanden deres kærlighed, skiller skæbnen dem ad."

Hvordan det dog skal gå, og hvordan Søren Huss tackler Shakespeare kan man se, når "Som Man Behager" får premiere i starten af næste måned.

Læs mere om stykket på Odense Teaters hjemmeside.


ANNONCE