Nyhed

Steven Van Zandt spiller Baby Woodrose

"What Ya Gonna Do" blev valgt som "Coolest Song Of The Week" af Little Steven

Som GAFFA tidligere i dag har skrevet, så har Steven Van Zandt fortalt, at Bruce Springsteens The E Street Band vil mødes inden for den nærmeste fremtid for at diskuterere bandets fremtid efter saxofonisten Clarence Clemons' død.

Men når Steven Van Zandt ikke spiller med The E Street Band og Bruce Springsteen, fordriver han tiden med sit eget pladeselskab Wicked Cool og som radiovært i sit eget program "Steven's Underground Garage", der sendes på over 120 radiostationer verden over og har op imod en million lyttere.

I "Steven's Underground Garage" vælger Van Zandt hver uge et nummer som "Coolest Song Of The Week", og i sidste uge valgte han intet mindre end Baby Woodroses nummer "What Ya Gonna Do" fra gruppens tredje album "Love Comes Down" fra 2006, der bliver genudgivet på Bad Afro Records den 24. oktober som lp, cd og download og på den måde kommer til udlandet.


Du kan lyttet til programmet ved at oprette en konto her.

Det var det originale Baby Woodrose-line up, der lavede "Love Comes Down". Lorenzo Woodrose guitar/vokal, Fuzz Daddy på trommer og The Moody Guru på bas. De to sidstnævnte spiller nu om dage med Lorenzo i gruppen med det euforiserende svampenavn Spids Nøgenhat.

Baby Woodrose indspiller her i efteråret et nyt studiealbum, der udkommer til foråret 2012.


ANNONCE