x

Nick Lowe til Amager Bio

Nick Lowe til Amager Bio

Nick Lowe kendes måske stadig bedst for at have skrevet hittet "(What's So Funny 'bout) Peace, Love, and Understanding" til Elvis Costello tilbage i 1974. Men den nu 62-årige sanger og sangskriver har også ledt en lang og kunstnerisk succesfuld karriere som solist.

Lowe startede solokarrieren i slutningen af 70'erne som en ledende figur i "pub-rock"-bølgen og fik hits "Cruel to Be Kind" og "I Knew the Bride". Men fra midten af 90'erne og frem til i dag har han gjort sig som afbalanceret og humoristisk crooner i et country-, soul- og loung-lydbillede på det ene anmelderroste album efter det andet.

Nick Lowes aktuelle udspil, "The Old Magic", høstede en femstjernet anmeldelse af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen, der under overskriften "Mortalitet og skilsmisseberetninger fra den snu sølvræv", blandt andet skrev:

"Med en decideret elegant stemme, afrundet med alderen, crooner Lowe som datidens bedste soulsangere, hvilket får den skarpe pen til at stikke endnu dybere. Som i Checkout Time, der åbner med linjen "I'm 61 years old now, Lord I never thought I'd see 30" for så at stille spørgsmålet "Will I be beloved and celebrated for my masterly climb or just another bum when it comes to checkout time?""

Og nu gæster veteranen altså atter København – for første gang i knap syv år. Koncerten finder sted i Amager Bio, onsdag den 8. februar, 2012 og billetsalget er i gang via Billetnet.dk og på alle landets posthuse.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA