Nyhed

Troels Abrahamsen klar med nyt album

Allerede et år efter albummet "Blck" er Troels Abrahamsen nu klar med sit tredje soloudspil, der udsendes 31. oktober

I forrige uge kunne GAFFA afsløre en række af efterårets kommende udgivelser fra pladeselskabet A:larm Music, der blandt andet indbefattede et soloalbum fra Troels Abrahamsen. I dag kan GAFFA afsløre nye detaljer om den hårdtarbejdende sanger og producers tredje studiealbum, der har fået titlen "Unset".

Nok mest kendt som frontfigur i electro-rockbandet Veto har Troels med sit band i løbet af tre plader opbygget en stor popularitet og anerkendelse.

Som producer er Troels Abrahamsen også kendt under navnet SuperTroels, og han udgav i 2007 sit første soloprojekt "I Know That You Know". Under samme alias fulgte det digitale og mere cluborienterede "Mockin' Bird"-album, som efterfulgtes af ep'en "Swept Away in a Firestorm".


Mit navn er Troels

Troels Abrahamsen har adskillige aliasser bag sig, men tilbage i 2009 fik han nok og smed kappen:

"Jeg havde i lang tid brugt aliasser til at lave noget inden for genrer, jeg ikke var så velbevandret i. Det grundede også i usikkerhed, og jeg har helt sikkert brugt det som en kappe, jeg kunne tage på og dermed lave det under dække."


I år har Troels valgt at udgive sit tredje album i eget navn som opfølger til de foregående soloalbums, "Wht" fra 2009 og den mere mørke og elektroniske "Blck" fra 2010.

Ny stil

Stilen på det nye album er anderledes end de tidligere soloalbums og bærer mere præg af house og soul; et resultat af at sangeren og sangskriveren ikke har ladet sig begrænse af regler, koncepter og dogmer. I øvrigt refererer titlen til den metode, Troels Abrahamsen har brugt for at kunne nulstille sig selv, inden han gik i gang med pladen.


"Unset" udgives af A:larm Music og er på gaden den 31. oktober.

ANNONCE