Nyhed

Dvd'er og digital musik holder det globale musiksalg oppe

2004 viste de bedste udviklingstendenser for musiksalg på verdensmarkedet i de sidste fem år

På baggrund af stigende salg af dvd’er og lovlige downloads synes tendenserne til massive fald i de globale salgstal i musikindustrien endelig at være på retur. Det er konklusionen fra The International Federation Of The Phonagrafic Industry.

Den samlede indtægt på salg af fysiske formater var i 2004 på 33,6 milliarder, et fald på blot 1,3 procent i forhold til året før. Til gengæld steg salgstallet for dvd’er med 23,2 procent, og antallet af lovlige downloads steg ligeledes markant overalt på kloden. Alene i USA blev 142,6 millioner sange downloadet i 2004.

Formanden for IFPI, John Kennedy, udtaler, at de gode tendenser i hovedsagen skyldes den store fremgang i salget af lovlige downloads. Dette skyldes blandt andet, at der i 2004 alene er sket en firdobling af digitale salgssteder rundt om i verden. Dog er der stadig substantielle problemer med piratkopiering og fildeling hovedsagelig i Europa og Asien.


Otte kunstnere solgte i 2004 mere end fem millioner eksemplarer af deres albums. Usher (billedet) fører feltet med albummet "Confessions", mens Norah Jones ("Feels Like Home"), Eminem ("Encore"), U2 ("How to Dismantle An Atom Bomb"), Avril Lavigne ("Under My Skin"), Robbie Williams ("Greatest Hits"), Shania Twain ("Greatest Hits"), og Destiny's Child ("Destiny Fulfilled") følger pænt efter.

ANNONCE