x

The Echo Vamper overfører vildskab til plade

The Echo Vamper overfører vildskab til plade

 

Dansk/britiske The Echo Vamper har allerede gjort voldsomt væsen af sig med stribevis af hidsigt pågående og grænseoverskridende koncerter både ude og hjemme, men med udgivelsen af debut-ep'en "It's The Echo Vamper" har den ambitiøse duo taget endnu et betragteligt skridt på vejen mod berømmelse hér, dér og alle vegne.

- Vi har bestræbt os på at overføre vores rå live-lyd til ep'en, hvis produktion er inspireret af den måde, man producerede musik på i slutningen af 70'erne, fortæller duoens engelske halvdel, James Brook, og suppleres fluks af danske Iza Mortag Freund:

- Ep'en rummer lutter one-takes, og for at skabe så energisk et udtryk som muligt, bevægede jeg mig eksempelvis fysisk, når jeg sang i studiet. Vi har forfulgt et distorted udtryk ikke ulig det, man kender fra The Stooges.

The Echo Vamper har helt bevidst dyrket et upoleret udtryk, hvor der er plads til fejl, og hvor herlighederne blandt andet er blevet skabt med hjælp fra analoge synths og generelt gammelt udstyr. For den kompromisløse duo er intensitet og ærlighed altafgørende størrelser.

- Der er så mange ting, der går tabt i meget moderne rock, hvor ærligheden typisk nedbrydes af den evindelige storladenhed, der byder folk at læsse på i ét væk. I The Echo Vamper, hvor den levende vildskab er så vigtig, udvælger vi omhyggeligt nogle få tidløse elementer og sætter for alvor noget på spil, forklarer Iza Mortag Freund, inden James Brook tager over:

- Mange bands spytter virkelig interessante demoer ud, men når man så hører deres rigtige udgivelser, så tager de sig pludseligt kedeligt polerede ud. Vi har for alt i verden ønsket at bevare vores lyd og således ikke gå på kompromis.

Noget man i The Echo Vamper fuldstændig har undgået ved selv at skrive, arrangere og producere alt materialet på "It's The Echo Vamper". Faktisk har duoen, der også er engagerede i teater-opsætninger, og som barsler med et helt lille magasin, også selv kreeret eksempelvis coveret til udgivelsen – som Iza Mortag Freund selv formulerer det:

- Vi er kunstnere – ikke musikere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA