Nyhed

Elektronisk Bright Eyes på Roskilde?

Conor Oberst sætter fokus på sit elektroniske materiale på en turné, der bringer ham forbi Roskilde

Bright Eyes udgav tidligere på året to plader samtidig, hvor den ene, "Digital Ash From A Digital Urn", var en plade, der blandede elektroniske beats med Conor Obersts unikke sangskrivertalent.

Da det blev annonceret for nylig, at Bright Eyes skulle spille på dette års Roskilde Festival, havde de fleste nok forventet, at vi ville se Oberst optræde med venner i den stil, man finder på plader som "Lifted" og "I’m Wide Awake It’s Morning" og som på Vega i København i februar. Men nu viser det sig, at den turné, Bright Eyes er taget ud på, er med musikere fra Yeah Yeah Yeahs og The Faint, og at koncerterne i stedet vil få et elektronisk fokus.

Oberst tager dette celebre line-up med til en række jobs i USA og nogle festivaler i Europa, herunder Roskilde, hvor de vil spille en række af numrene fra "Digital Ash"-pladen, og det forventes, at disse jobs vil være den eneste mulighed for at høre de elektroniske Bright Eyes-sange live.


ANNONCE