x

Bon Iver til Roskilde

Bon Iver til Roskilde

Her til morgen har Roskilde Festival løftet sløret for endnu et stort navn. Den amerikanske indie-folk-kunstner Bon Iver lægger vejen forbi Roskilde Festival 2012 og slutter sig dermed til et lille felt af store navne, der inkluderer landsmanden Bruce Springsteen og den islandske sangerinde Björk.

Bon Iver er en publikumsfavorit

Da Roskilde Festival senest efterspurgte bandønsker, var den amerikanske folk-sanger blandt de 10 varmeste ønsker, og derfor er festivalen naturligvis glad for at kunne præsenterere ham.

Justin Vernon (billedet), der er Bon Ivers grundlægger og omdrejningspunkt, slog igennem med sit hjerteskærende jagthytte-break-up-album "For Emma, Forever Ago" fra 2008 og fulgte tidligere i år op med det selvbetitlede "Bon Iver"-album.

Da Bon Iver for nylig lagde vejen forbi Falconer Salen i København, var GAFFAs anmelder Rune Schlosser på pletten. Han gav koncerten fem stjerner og følgende ord med på vejen:

"Kvartetten Bon Iver, der var udvidet til over det dobbelte denne aften, formåede aftenen igennem at overraske med sine små og intelligente arrangementsændringer i forhold til, hvad folk sikkert har hørt til udødelighed på anlægget derhjemme. Derudover var der både det stille intime, det larmende og voldsomme, ligesom der var en forbandet velspillende gruppe. Kombinationen med de velskrevne sange hertil gjorde aftenen til noget nær fuldendt. Skulle koncerten en stjerne op, manglede der et par favoritter, og enkelte dele blev en smule for jævne, men det var nu absolut kun momentvis, og helhedsindtrykket var langt over det jævne. Lørdag aften i selskab med Bon Iver var slet ikke værst. Især ikke når vinteren er på vej."

Billetsalget til Roskilde Festival 2012 er i gang, og billetter kan erhverves her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA