Roskilde lancerer en ny scene på årets festival. Scenen kommer til at hedde Apollo, og den vil hovedsageligt præsentere elektronisk musik
Når Roskilde Festival åbner portene til dette års festival, kan publikum glæde sig til at stifte bekendtskab med en ny scene, Apollo, som hovedsageligt vil præsentere elektroniske navne.
Apollo bliver beliggende i campingområdet. I warm-up-dagene som mobilscene og under de sidste fire dage fast beliggende ved den såkaldte Agora C nær skateparken. Den nye scene vil huse de mindre kunstnere med knap så meget udstyr, men der vil også være plads til et feststemt publikum. Apollo vil kunne huse 3000-5000 tilskuere, og størrelsesmæssigt kan den bedst sammelignes med Pavilion og Odeon.
Allerede under warm-up til årets festival bliver Apollon brugt til det, som festivalen har valgt at kalde Apollon Countdown, der spiller de samme dage som Pavilion Junior-scenen. Apollon vil i disse dage være en mobil scene med en ny placering hver dag. Ligesom Pavilion Junior vil også Apollon Countdown fokusere på unge nordeuropæiske talenter.
Apollo er blevet virkelighed som et resultat af et samarbejde mellem ildsjæle fra det elektroniske miljø og Roskilde Festival, og den er opkaldt efter musikkens gud i den græske mytologi.