Gitte Nielsen fortæller om sin medvirken hos Spleen United

Gitte Nielsen fortæller om sin medvirken hos Spleen United

Brigitte Nielsen, Gitte Stallone, Brigitte Stallone Nielsen eller ret og slet fødenavnet Gitte Nielsen. Kært barn har mange navne, og det danske ikon har været vidt omkring som model, skuespiller, sanger, nu brevkasseredaktør og ret og slet celebrity. Det er et vildt, eventyrligt og omtumlet liv, det danskfødte ikon har ført, siden hun kom til Verden i Rødovre for 48 år siden. Da hun for nyligt debuterede som brevkasseredaktør for Ekstra Bladet kunne man blandt andet læse følgende statement fra hende:

"Jeg har prøvet det hele. Fået tæsk af den jeg elskede, været alkoholiker, været på randen af selvmord, haft problemer med eks'erne, har delebørn og er eneforsørger. Jeg er sluppet helskindet igennem alle udfordringerne, og har det fantastisk i dag."

I skoleband med Blachman

Rene ord for pengene fra den 185 cm høje blondine, der udgav soloplader i henholdsvis 1987 og 1992, har fire drenge og har været gift fem gange, bandt andre med Sylvester "Rocky" Stallone og racerkøreren Raoul Meyer. I dag bor hun sammen med sin italienske mand Matti Dessi, i L.A., som også var den by, hvor Spleen United-frontmand Bjarke Niemann indspillede Gitte Nielsens vokal til nummeret Misery, som er at finde på Spleen Uniteds nye album School of Euphoria. GAFFA fangede Gitte for et par ord:

– Jeg elsker at synge og har sunget siden barndommen, og jeg var faktisk i et skoleband med Thomas Blachman. Så da Bjarke ringede, sagde jeg ja med det samme, han er enormt kreativ, og det var en cool session, vi havde i L.A. Det var fantastisk at være tilbage foran mikrofonen igen. Jeg kendte Spleen United gennem min ældste søn Julian, som spiller i bandet Hard Candy, vi snakker tit om musik sammen. Spleen er et fantastisk band, det er en stor ære at medvirke på deres plade, og det kunne være sjovt at synge med dem live en dag

Hvad betyder teksten til Misery for dig?

– Den opsummerer de mørke sider i mit liv. Jeg var alkoholiker i mange år, så jeg forstår meningen af begrebet "misery".

Lys og mørke

Bjarke Niemann var også meget tilfreds med samarbejdet, fortæller han til GAFFA.

– Nummeret er noget af det mest poppede, vi har lavet, men teksten kredser om ensomhed, og det at vi alle skal dø alene. Glad musik med en dyster tekst. Det var den dualisme, som fik os til at tænke på Gitte Nielsen, da det er noget, hun repræsenterer i ekstrem grad, som det ikon og fænomen hun er, og med det omtumlede liv hun har levet med både lys og mørke. Vi ville gerne have et udtryk, der på en gang var farvestrålende og nihilistisk.

– Vi fik kontakt med hende gennem hendes manager, og hun var hurtig til at sige ja til opgaven. Jeg hoppede på et fly og mødte og indspillede med hende en dag i et studie i L.A. Jeg synes, det var en meget emotionel oplevelse, og jeg oplevede hende som fokuseret og professionel; det hele tog vel omkring fem-seks timer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA