Nyt bokssæt med den legendariske gruppe på vej
Den folk- og roots-påvirkede gruppe The Band var i 60'erne backinggruppe for Bob Dylan, og kendes for klassikere som "The Weight" og "The Night They Drove Old Dixie Down".
For få år siden blev bandets albums genudsendt med ekstranumre og remastered lyd, og nu er der en boks på vej, der bl.a. vil indeholde 37 ikke tidligere udgivne numre. Udgivelsen har fået titlen A Musical History og udsendes på Capitol/EMI den 27. september.
Foruden fem cd'er med musik vil boksen indeholde en dvd med sjældne liveoptagelser. I alt vil boksen indeholde 111 sange, og indledes med gruppens tidlige år, først med Ronnie Hawkins som The Hawks, siden med Bob Dylan i midt-60erne.
Band-medlemmet Robbie Robertson har medvirket i redigeringen af A Musical History, der vil indeholde en 108 siders bog.