Nyhed

Nik og Jay trækker i landsholdstrøjen

Den 30. april udsender duoen den officielle EM 2012-sang ”Vi Vandt I Dag”

I slutningen af februar kunne GAFFA fortælle, at Nik og Jay gik i studiet sammen med det danske landshold for at indspille sommerens officielle EM-sang "Vi Vandt I Dag". Indspilningerne fandt sted i landsholdets omklædningsrum i Parken. Nu er coverbilledet offentliggjort, og du kan se det ovenfor.

"Vi Vandt I Dag" blev spillet i forbindelse med landskampen mod Rusland, hvor Nik og Jay optrådte med nummeret i pausen. Kampens tilskuere i Parken var blandt de første til at høre nummeret og fik også mulighed for at deltage som kor for landsholdsspillerne og Nik & Jay på pladsen, samt som statister i deres musikvideo.

Nik og Jay finder det en stor ære at synge sammen med deres landholdsidoler.


"Vi er til fodbold. Og vi er til musik. Vi er vokset op med sange som "Vi er røde, vi er hvide"… Det var jo nærmest soundtracket til forstadens drengedrømme. Nu er vi officielt med på det musikalske landshold. Det er en stor ære og en meget, meget fin ting," kommer det fra Niclas "Nik" Peterson og Jannik "Jay" Thomsen.

Når landsholdet gør sig klar til opvarmning og kamp er det til tonerne af Nik og Jay og anden populær musik. Landsholdsveteranen og landskamprekordholderen Dennis Rommedahl sammensætter musikken, og det er velkendt, at han er fan af duoen, som altid er at finde på playlisten i omklædningsrummet.

"Jeg har været til Nik & Jay, lige siden de slog igennem. Det er en stor fornøjelse at komme til at indspille med dem. Og hvis de mangler en backingsanger til deres koncerter til sommer, så er jeg klar efter EM-slutrunden", lyder det fra Dennis Rommedahl.


Rommedahl er endda så stor fan af Nik og Jay, at det har ført til en advarsel. Ved EM-kvalifikationskampen mod Letland i 2007 fejrede han sit første mål i kampen ved at hive sin landsholdstrøje af, for at afsløre en hvid T-shirt med teksten "Boing Boing", som en hyldest til duoens daværende hitsingle.

Med partnerskabet med Nik & Jay følger DBU og landsholdet op på VM-sangen fra 2010, "The Danish Way To Rock", som var komponeret og indspillet af Nephew. Kommunikationschefen Lars Berendt fortæller: "Landsholdet er en institution, som bygger på en fantastisk historie. Men af samme årsag skal landsholdet jævnligt revitaliseres. Derfor harmonerer valget af Nephew for to år siden og Nik & Jay i år rigtigt godt med vores samlede strategi."

"Vi Vandt I Dag" har release den 30. april.   


ANNONCE