x

Danske bands skriver dagbog fra Wave Gotik Treffen

Danske bands skriver dagbog fra Wave Gotik Treffen

I denne weekend finder den store goth/industrial/med mere-festival Wave Gotik Treffen sted i Leipzig, Tyskland. Fire danske bands er taget af sted og rapporterer hjem. Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion

Endelig blev det tid til at drage til verdens største goth/industrial/med mere-festival - Wave Gotik Treffen i Leipzig, Tyskland. I år er vi fire danske bands der er inviteret - Of The Wand & The Moon, Euzen, Klutæ og os selv, Blazing Eternity. Of The Wand & The Moon og Blazing Eternity er en del af samme "pakke" som vi deler med vores svenske venner fra Malmø - Solblot. WGT har naturligvis set fordelen i at alle tre bands har et større medlems-sammenfald (mere om det senere), så derfor er vi tre bands blevet booket under samme kontrakt. Det betyder at vi kører af sted (næsten) samlet i 2 minibusser. Eller rettere - Blazing Eternity og Solblot kører i en bus og den efterhånden ganske udvidede liveversion af Of The Wand & The Moon med 7-8 mennesker kan fylde en hel Mercedes minibus selv. Det er dog ikke første gang vi spiller hernede. Blazing Eternity spillede her i 2001 og 2003, Solblot i 2009, mens Of The Wand & The Moon har optrådt fire gange før i hhv. 2001, 2003, 2006 og 2009. Og nu 2012.

Begge busser kører fra København ved 07 tiden - og desværre opdager vi ved 08:30 tiden at Of The Wand... bussen allerede har indfundet sig ved færgelejet i Rødby. Det kan vi naturligvis ikke have siddende på os, så på et udefinerbart sted på Lolland får bussen så tilpas skrue at et klip eller flere er på højkant. Vi når derfor samme færge som Of The Wand.. bussen og taber ikke ansigt, al den stund at vores bus startede først i København. Konkurrence på vejen er åndsvagt og livsfarligt, men den halve time vi sparede ved at nå 8:45-færgen i stedet for den planlagte 9:15 skal komme os til gavn senere.

Tysk hedebølge og psykopatstress


Et godt stykke inde på den tyske autobahn får to anonyme, af hensyn til det ene og det andet, chauffører i vores bus kørt af ved en forkert afkørsel, som smider os direkte ud i en abnorm kø, der varer en time... mindst. Vi kommer dog tilbage på rette spor, som dog byder på endnu flere timers kø i bagende tysk hede i en bus uden aircondition og kun med to vinduer i bilen der rent faktisk kan åbnes. Vi lærer dog af de lokale hvad nødsporet også kan bruges til. Solblot skal spille 18:30 i den såkaldte hedenske landsby eller Heidnische Dorf som den hedder officielt.

Da vi stadig sidder i kø kl. 16:30 begynder det virkelig at se sort ud. Kim fra Of The Wand & The Moon skal også spille med Solblot til denne koncert, inden han skal spille med Blazing Eternity kl. 21:00, så hvis tidsplanen skrider for meget, vil det hele blive umuligt at nå. Og at middelalderlandsbyen ikke har en stage manager man kan kontakte telefonisk gør det ikke bedre. Men okay, telefoner var jo heller ikke opfundet i middelalderen!

Et af medlemmerne fra Solblot er dog i Leipzig i forvejen, og tager en taxa til landsbyen og får forklaret situationen. Og via høj fart på Autobahn ankommer vi 17:50 til vores hotel i Leipzig, hvor Of The Wand & The Moons trofaste chauffør (og keyboardspiller!) Niels Rønne står parat til at få kørt Örjan og Kim ud til de andre på Heidnisches Dorf, så Solblot-koncerten kan komme i gang hurtigst muligt. Her betød den halve time fra tidligere alverden!

Læs fortsættelsen og de næste kapitler i GAFFAs artikelsektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA