Nyhed

WhoMadeWho giver natkoncert på Jazzhouse

Der bliver skruet op for jazzen hos WhoMadeWho, når de sammen med en blæsergruppe i aften besøger det genåbnede Jazzhouse til natkoncert

Jazzhouse blev sidste sommer ramt af et skybrud, som tvang spillestedet til at lukke ned i ti måneder. Nu er der igen åbent for publikum, som kan glæde sig over de nye og forbedrede forhold. Dette kan også opleves, når de elektroniske og dansable WhoMadeWho i aften dykker ned i jazzmusikken og byder indenfor til natkoncert.

WhoMadeWho er både et festligt og nyskabende indslag på den danske musikscene, når de med selvsikkerhed bevæger sig igennem genre som pop, elektronika, funk, rock og jazz. Med udgangspunkt i guitaristen Jeppe Kjellbergs tilknytning til jazzmiljøet har gruppen til aftenens koncert valgt at allierere sig med Anders Banke på diverse blæsere samt den norske trompetist og lydtroldmand Gunnar Halle. 
Arrangementet har fået titlen "Live/Evil", som også er navnet på en Miles Davis-udgivelse. En hyldest til manden, som var med til at nedbryde skellet mellem jazz, funk og rock.

WhoMadeWho udgav senest albummet "Brighter" i februar i år, et album som fik flotte fem stjerner af GAFFAs anmelder Jesper Buhl. Han skrev ligeledes: "Styrken på "Brighter", og i det hele taget i WhoMadeWhos musik, ligger i kombinationen af en forståelse af den elektroniske musiks virkemidler kombineret med klassiske dyder som sans for sangskrivning og -opbygning samt fint musikalsk håndværk, og det er måske derfor, de lyder mere interessant end mange andre i den horde af bands, der har kombineret rockens band-tilgang med den elektroniske musiks potentialer de sidste snart ti år."


Bandet er lige nu aktuel med den sidste del af deres videotrilogi "Pitfalls Of Modern Man". I den forbindelse fik GAFFA en snak med WhoMadeWhos Thomas Høffding og instruktøren Michael Vogt omkring videoen og samarbejdet. Hele interviewet kan læses her.

Man kan opleve WhoMadeWhos hyldes til jazzen, når de kl. 23 i aften går på scenen på Jazzhouse.

Billetter kan købes via GAFFA Live.


Se den sidste del af videotrilogien "Pitfalls Of Modern Man"

ANNONCE