Alle tiders længstlevende rockband runder et skarpt hjørne i dag. Vi tegner et portræt.
Se masser af Rolling Stones-fotos fra alle årene i GAFFAs gallerisektion.
The Rolling Stones er alle tiders længstlevende rockband. I dag har de 50 års jubilæum for deres første koncert, på The Marquee Club i London, og det er da imponerende, at de gamle drenge har holdt sammen så længe. Men bortset fra det, er der så egentlig noget at fejre? Svaret på dette spørgsmål afhænger selvfølgelig af hvilken målestok, man vælger at anlægge på gruppen. For historien om The Rolling Stones er fuld af modsætninger.
Da de brød igennem i begyndelsen af tresserne, blev de markedsført som rebeller, i bevidst modsætning til de pæne drenge i The Beatles. The Rolling Stones var – som det berømt lød på bagsiden af deres debutplade – ikke bare en gruppe, men "a way of life", en måde at leve på. Det handlede altså fra starten af om noget mere end blot musikken – nemlig om ungdomsoprør.
Gruppens rebelske image fik for alvor luft under vingerne, da deres brug af diverse stoffer kom i de engelske myndigheders søgelys. Snart havde de både politi og tabloidpresse i hælene, men det var nu alt sammen blot vand på deres mølle. For hvis myndighederne med disse narkosager havde håbet på at knække The Rolling Stones, fik det snarere den modsatte effekt: Gruppen blev ikoner for tidens oprør mod en stivnet samfundsorden.
Allerede i slutningen af tresserne kunne gruppen med en vis ret kalde sig "The Greatest Rock 'n' Roll Band In the World". Med The Beatles i opløsning og Bob Dylan i selvvalgt eksil blev The Rolling Stones rockkulturens sidste store, naturlige samlingspunkt. Deres udgivelser i denne periode – fra Beggars Banquet (1968) og til og med Exile On Main Street (1972) – udgør en perlerække af fantastiske rockplader og kan som sådan kun måles med Dylans trilogi af elektrificerede plader fra midttresserne.
Det var også i denne periode, at døden begyndte at forfølge gruppen og gav deres image en morbid kant. I juni 1969 fyrede de den plagede guitarist Brian Jones, der var så udkokset, at han ikke længere kunne spille. Blot nogle få uger senere blev han fundet død i sin svømmepøl under mystiske, stadig uafklarede omstændigheder. Et par dage efter spillede de resterende rullesten tilsyneladende upåvirkede en gratis koncert i Londons Hyde Park foran flere hundrede tusinde mennesker. På trods af at dette var det største koncertpublikum nogensinde – og at Hells Angels stod for sikkerheden – forløb begivenheden ganske fredeligt i tidens hippie-ånd.
Mindre godt gik det, da de hyrede Hells Angels til at holde vagt ved en gratis koncert på en speedwaybane ved San Francisco i december måned samme år. Koncerten skulle fungere som afslutning på deres succesfulde USA-turné og samtidig være vestkystens svar på Woodstock, der havde fundet sted et par måneder før på østkysten.
Men noget gik grueligt galt. Luften var allerede tyk af dårlige vibrationer, da The Rolling Stones gik på scenen, og i løbet af koncerten blev en sort mand blandt publikum stukket ned og dræbt af en af "sikkerhedsvagterne". Tragedien kom til at markere afslutningen på tressernes drømme.
Ned ad bakke
Herefter begyndte det at gå ned ad bakke for The Rolling Stones, ikke bare musikalsk, men også i forhold til gruppens troværdighed. For da tresserne blev til halvfjerdserne, og gruppens formue voksede, mistede den kontakten til sit publikum, der ikke længere kunne identificere sig med en flok dekadente mangemillionærer i skatteeksil. Og da slet ikke Mick Jagger, der, via sit ægteskab med den nicaraguanske model Bianca Pérez Moca-Macias, i stigende grad bejlede til det internationale jetset.
Hvis The Rolling Stones tidligere havde afspejlet rockens revolutionære potentiale, synes de nu omvendt at legemliggøre dens kommercielle udhuling som masseunderholdning. En udvikling som de endda selv helt skamløst imødekom med introduktionen af deres eget varemærke – det berømte, røde tunge-logo.
Selv om de stadig glimtvis kunne brillere på plade, fungerede deres udgivelser fra nu af mest af alt som undskyldninger for at drage ud på stadig større verdensturnéer, der indbragte flere millioner dollars, end nogen af dem havde tid til at bruge.
The Rolling Stones havde med andre ord solgt ud, og denne syndefaldsmyte er med tiden blevet den gængse historie om rullestenene blandt kritikerne. At Mick Jagger lod sig slå til ridder af Prins Charles for nogle år siden hjalp selvfølgelig heller ikke på sagen.
Har aldrig solgt ud
Men der er imidlertid også en anden måde at anskue historien på.
For rent musikalsk har The Rolling Stones aldrig solgt ud. Bortset fra udgivelserne Their Satanic Majesties Request (1967) og Some Girls (1978) – hvor de flirtede med henholdsvis psykedelisk rock og disco – har de hele vejen igennem været tro mod deres udgangspunkt i den sorte, amerikanske blues og r'n'b-musik.
Det er i høj grad Keith Richards, der har sørget for at holde denne kurs. Mens Mick Jagger har skelet til diverse musikalske modeluner, har Keith Richards været gruppens ankermand, både musikalsk og mentalt. Da Mick Jagger meddelte, at han gik solo i midten af firserne, blev Keith Richards rasende. For ham er The Rolling Stones et livsprojekt, som man angiveligt "kun forlader i en kiste".
Keith Richards har i øvrigt selv flirtet rigeligt med døden. Hans narkotikaforbrug er legendarisk. Det samme er hans tilsyneladende, overmenneskelige konstitution og evne til at holde sig i vågen i dagevis. Det årelange brug af en bred palet af stoffer har aflejret sig i furene i hans hærgede ansigt, og for mange mennesker er han indbegrebet af ikke bare oprørsånden i The Rolling Stones, men også af rock'n'roll i det hele taget.
Men vigtigst af alt er det mere end nogen anden Keith Richards, der har defineret gruppens lyd med sine karakteristiske, rytmiske akkorder. Klassikere som "Jumpin' Jack Flash", "Honky Tonk Women" og "Brown Sugar" bærer alle Keith Richards' særlige riff-signatur, der blandt andet kommer af den uortodokse måde, han stemmer sin guitar på.
Samtidig fungerer han i høj grad som indpisker. De fleste bands følger deres trommeslager, men i The Rolling Stones følger man Keith Richards' rytmeguitar. Han er med andre ord olien i den velsmurte rockmaskine, som The Rolling Stones stadig fremstår som, når det virkelig svinger.
Hvilket leder mig tilbage til det indledende spørgsmål. For der er et sted, hvor The Rolling Stones stadig kan gøre krav på titlen som "The Greatest Rock'n'Roll Band In the World" – og det er på scenen. De seneste tre turné-dokumenter No Security (1998), Live Licks (2004) og Shine a Light (2008) vidner således om et tæt sammenspillet og storswingende live-band, der selv på en dårlig dag vil kunne spille røven ud af bukserne på de yngre udfordrere.
Her på scenen er det beat, de skød i gang for 50 år siden i efterkrigstidens London, lige så insisterende som nogensinde. Og det er, om ikke andet, dét, der skal fejres i dag – og forhåbentlig også på en kommende jubilæumsturné.
Hør GAFFAs Rolling Stones-playliste på Spotify.
Læs en anmeldelse af jubilæumsbogen "The Rolling Stones 50 år" i GAFFAs anmeldelsessektion.
