x

TP Musik Marked bliver til TP Musik & Film

TP Musik Marked bliver til TP Musik & Film

GAFFA kunne tidligere i dag berette, at én af Danmarks sidste kæder, der udelukkende beskæftiger sig med salg og musik og film, TP Musik Marked, er begæret konkurs.

Konkursbegæringen er nu bekræftet af TP Musik Markeds tidligere direktør Anni Pape, der udtaler: "Vi beklager dybt over for vores medarbejdere, vores mange trofaste kunder, samarbejdspartnere og leverandører i ind- og udland. Ikke mindst er vi er meget kede af, at vores mange dygtige medarbejdere, der har arbejdet hårdt for at kunne yde kunderne den service og professionalisme, som vi er kendt for, er blevet fritstillet".

Heldigvis har vi ikke set det sidste til TP, der under det nye navn "TP Musik & Film" fortsætter i København og Roskilde med i alt tre butikker. Omdrejningspunktet vil være TP's butik på Gl. Kongevej i København, og derudover vil der i højere grad end tidligere være fokus på salg fra hjemmesiden www.tpmusik.dk. Det bliver den tidligere IT- og personaledirektør i TP Musik Marked, Ulrik Willumsgaard, der skal stå i spidsen for den nye konstruktion som administrerende direktør for TP Musik & Film.

"Salget er faldet drastisk de senere år, især på musiksiden, og vi har haft svært ved at konkurrere med supermarkederne, som oftest kan sælge de største udgivelser billigere end os," udtaler Ulrik Willumsgaard i forbindelse med konkursen. Derfor vil det nye TP Musik & Film forsøge at konkurrere på nogle andre parametre.

"Selvom musiksalget er faldet, så bilder vi os ind, at musikinteresseren stadig er der. Vi tror på, at de tre tilbageværende TP-butikker har et stort kundegrundlag for specialvarer, og vi vil derfor altid sørge for, at de produkter som man "bør" se og høre, vil være at finde på vores hylder. Vi vil vide, hvad vores kunder efterspørger, og i højere grad satse på specialvarerne," udtaler Ulrik Willumsgaard, som dog stadig lægger vægt på, at TP Musik & Film skal være for alle. Derudover vil butikkerne i højere grad have fokus på et forstærket film-repertoire.

"Med den nye konstruktion lancerer vi et fleksibelt forretningskoncept, der både tager højde for de nye teknologiske landvindinger, som betyder, at mange mennesker i dag har et stort udvalg af musik og film, og at der stadig er stor interesse for at få udgivelser på de rigtige medier i den bedste kvalitet. Vi skal konstant matche nye distributionsformer, medier og tendenser hos kunderne", understreger Anni Pape.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA